Måned: juni 2015

Ansvarlig

Præst farver

Det er vemodigt at skilles ad,
for dem, som gerne vil sammen være,
men, Gud ske lov! i vor Herres stad
for evig samles de hjertenskære;
ja, det er gammen
at leve sammen,
hvor ja og amen
er kærlighed.

4 vers. Den eneste salme jeg reelt kan synge med på i dag. Men dette vers havde jeg glemt. Jeg bider mig selv så hårdt i læben, at tårerne som jeg kæmper for at holde tilbage får ekstra skub på. Havde jeg været alene ville jeg have hulket.

Men jeg er ikke alene. Jeg sidder på forreste række til bryllup i København omgivet af bryllupsgæster. Alle er bevægede over den smukke begivenhed og fejringen af kærligheden gør mangt et øje mørt. Mine våde øjne har indtil nu kunne dækkes ind af den forklaring. Men det er ikke hele sandheden. Jeg græder. Og kæmper for at det ikke skal ses. For at min sorg ikke skal påvirke glæden og lykken ved denne smukke begivenhed.

Jonas kæmper også. Han kender signalerne og ved hvad der foregår i mig. Vi er som to skibsbrudne på en ø omgivet af orgel musik og roser.

Da jeg fik kræft første gang som 29 årig var det en kæmpe livsomvæltning. Sygdommen har mange facetter både fysik og psykisk, men det jeg husker som den største ændring af mit mindset var bevidstheden om, at jeg kunne blive mistet. Jeg havde en følelse af at have Døden med til bords. Det lyder noget dramatisk, her 13 år senere. Nu hvor kræften er så meget desto mere alvorlig.

Som 29 årig har de fleste endnu ikke været til mange begravelser. Man har ikke set død og alvorlig sygdom hos ens nærmeste familie eller venner. Det kommer naturligt senere i livet at man må sige farvel til sine kæreste. Sine forældre, Nogle venner. Sin partner. Her var jeg 29 år. Jeg havde været til ganske få begravelser. Mine bedsteforældre. Mennesker som kunne betegnes som gamle. Mennesker som havde levet deres liv.

Med et var jeg selv dødelig. En der kunne forårsage sorg hos mine nærmeste. Jeg husker hvordan jeg kæmpede med at acceptere det faktum mere end alt andet. Som tiden gik og jeg var rask blev jeg igen mere udødelig.

Da jeg fik diagnosen sidste sommer og var overbevist om at jeg ikke ville leve til jul, forsøgte Jonas og jeg at finde et lyspunkt i alt det mørke. Vi talte meget om, at det var et privilegie trods alt at vide og være bevidste om at tabet ville komme. Vi kunne jo hver især blive mistet når som helst i en eller anden meningsløs ulykke. Men sygdommen og dens alvor gjorde os endnu mere ærlige overfor hinanden og har om muligt gjort os endnu tættere – ikke mindst fordi det ikke giver mening at holde noget tilbage eller forstille noget.

Nu står jeg her og har en følelse af at kærligheden er mit liv er enorm. Jeg er landet i mit liv og har fundet min livsledsager, min sjæleven kan man sige.

Tanken om at min fantastiske mand kan blive enkemand i en alt for ung alder og vil skulle bære den sorg det er at miste sin elskede.

At han skal se vores drømme briste, at han vil skulle bevidne, hvordan sygdommen æder hans kone op.

At min bror kan miste sin eneste søster.

At mine venner og veninder skal miste mig.

At mine forældre skal leve længere end deres barn.

Alt det bringer mig den største sorg af alle og gør mig så uendelig trist. Jeg føler mig dybt ansvarlig for mine kæres udsigt til sorg og tab.

Jeg er ikke troende, så jeg finder ingen trøst eller mening i at man mødes i det hinsides. For mig er der kun dette liv. Og når jeg sidder her i kirkerummet og er vidne til at to mennesker, som jeg elsker, vælger hinanden og lover hinanden kærlighed, bliver jeg utroligt bevidst om tabet af kærligheden.

Tør jeg sige nej?

Drage

Har du hørt, at en teskefuld natron kan kurere kræft?

Eller vand med friskpresset citron?

Eller abrikoskerner. Eller broccoli. Total sukkerafholdelse. Grøn te pulver. Hajbrusk. Kartoffelvand. Et glas havvand om dagen holder kræften fra døren.

Velmenende gode råd fra gode omsorgsfulde mennesker, som jeg respekterer og som jeg ved siger det i kærlighed og med bekymring.

Jeg får dem tit disse alternative råd. Fra min omgangskreds, fra perifere bekendtskaber og fra medierne ikke mindst. Det er svært ikke at blive påvirket og selv om jeg instinktivt er meget skeptisk, kan jeg ikke lade være med at tænke: Hvad nu hvis det virker? Hvad kan det skade? Tør jeg lade være?

Da jeg første gang fik brystkræft i 2003 skulle jeg efter kemobehandlingen igennem 24 strålebehandlinger. Jeg havde reageret meget stærkt på kemoen, så stærkt at jeg faktisk måtte afbryde behandlingen fordi den udpinte min krop i en sådan grad at jeg følte det som et spørgsmål om liv og død. Så da strålebehandlingen skulle planlægges, var jeg fuldstændig ødelagt og meget svag. Derfor virkede det fuldstændig logisk for mig på det tidspunkt, at jeg skulle spise ekstra vitaminer og jeg vidste via en anden patient, som gik hos en alternativ behandler, der var uddannet læge, at c-vitamin var det eneste ansvarlige at indtage som kræftpatient.

Dengang, som nu, var c-vitamin det helt store vidundermiddel. Jo mere c-vitamin, des bedre. Men da jeg i en bisætning og helt tilfældigt fortalte lægen på Riget ved strålebehandlingsplanlægningen, at jeg selvfølgelig nu ville i gang med at indtage store mængder c-vitamin, blev lægen ligbleg. C-vitamin styrker nemlig cellerne og her skulle jeg netop i gang med en behandling, som handlede om at nedbryde selvsamme celler. Jeg ville med andre ord komme til at modarbejde den behandling som var designet til at beskytte mig mod kræft fremadrettet.

Et andet eksempel som også omhandler vitaminer og som ligeledes stammer fra dengang jeg første gang fik kræft:

Jeg fik et 4 sider langt brev fra en bekendt til en bekendt. Hun anbefalede varmt en alternativ behandler fra Faxe, som kunne afgøre hvilke vitaminer jeg manglede for at sikre at jeg kunne blive helbredt. Det kostede kr. 400 og det eneste jeg skulle gøre var at sende et pasbillede af mig selv til manden, der så ville sende sine anvisninger retur. Jeg fravalgte denne pasfotodiagnostisering.

Ovenstående er for at illustrere to forskellige indgangsvinkler til de gode alternative råd. Begge omhandler vitamintilskud, men hvor det sidste eksempel efter min mening er let at gennemskue, så er det første meget sværere at være kritisk overfor.

Men det er helt utroligt svært at finde ud af hvad der er humbug og hvad der måske er noget i. Og som kræftpatient står man hele tiden overfor umulige valg.

Jeg kan ikke afvise at det er rigtigt at en mand med prostatakræft et eller andet sted i verden er blevet kureret efter at have drukket vand med bagepulver. Og heller ikke at kræft hader broccoli.

Hvis jeg spørger Google om natron virker mod kræft, får jeg hits til Doktor Sircus !? (yderligere research afslør at Doktor Sircus ikke er læge eller på nogen måde tilsvarende). Hvilken interesse har han i at promovere natron og citronsaft overfor kræftpatienter? Tænk nu hvis han klog mand, der knækket kræftens komplicerede koder og fundet nogle helt simple metoder til helbredelse?

Desperate mennesker søger simple svar.

 

Jeg ville ønske at Doktor Sircus og Doktor Oetker og ham der med pasbilledet fra Faxe kunne hjælpe mig. Jeg ville ønske at broccoli på 1000 måder kunne gøre det.

 

Desværre tror jeg, at den kræft jeg har, er hamrende ligeglad med broccoli , citron og bagepulver! Den lever af østrogen, og HER2 og er i øvrigt nok genetisk betinget.

 

Men hvor er det bare svært at turde at sige nej.