Kategori: Scanning

Den sorte arm

Balkon

”Hvis jeg fik det der, ville jeg kaste mig udover en klippe!”

Hun er yngre end jeg. Nyopereret for brystkræft og på tredje kemo. Håret er væk. Øjenområdet tegnet op. Hendes mund ser trodsigt på mig, mens hun peger på min arm. Den sorte arm, som en medarbejder fortalte mig at de kalder den.

Jeg bliver lidt paf. Hvis jeg så ud som dig, ville jeg hellere dø. Det var det jeg hørte. Men samtidig kan jeg også genkende mig selv. Man tænker, at man allerede har fået den dårligste hånd i kortspillet med en kræftdiagnose, kemobehandling, mistet hår og forestillingen om at man så oven i købet skulle få en kronisk tilstand, som alle altid kan se, som man ikke kan gemme, som man skal bære som et kors og symbol på kræftsygdommen altid, er ubærlig.

Jeg har ødem i min venstre arm. Det kom ti år efter jeg var blevet opereret for brystkræft i mit venstre bryst og i venstre armhule. Ødem betyder at lymfekirtlerne ikke længere kan drænere et bestemt område og man får væskeansamling og hævelse. Jeg havde bare en enkelt synlig lymfekirtel tilbage i armhulen efter operationen, men bortset fra lidt skævhed i skulderen mærkede jeg intet til det. Før efter 10 år altså.

Jeg kiggede på mit venstre håndled og kunne pludselig overhovedet ikke se de velkendte blå linier fra blodårerne. I stedet så det ud som om jeg havde fået amputeret min hånd og arm og i stedet fået syet en oppustet gummihandske på. Min læge var bekymret og sendte mig til Riget, hvor de også var bekymrede og derfor udførte en knoglescanning. Det hele varede en måneds tid. Usikkerhed. Frygt. Var kræften kommet tilbage? Men det var altså blot ødem på det tidspunkt.

Ødem er et kronisk handikap. Hvert år skal jeg ansøge kommunen om mit personlige hjælpemiddel – to ærmer og to handsker. Hver dag skal jeg bære det. Også i solen, i poolen, til fest og på sofaen. Det holder hævelsen i skak og uden ville min arm og hånd blive enorme. Jeg har valgt en sort model – de fleste har den beige udgave.

Nu står jeg her midt i tilbagefaldet med kræft over det hele. Det virker længe siden, at jeg opdagede hævelsen på min arm og længe siden at verden stod helt stille og vi frygtede det værste. Det er to år siden og siden da ER verden ramlet og alt er anderledes.

Ødemet var bare første afsnit og på mange måder den mest skånsomme del. Ikke at det er en dans på roser at have en stor arm. Den er tung. Den strammer, bliver træt og nogen gange gør der den også ondt. Men i det store regnskab…….11 måneders kemo med to gange på tre uger, scanning og dom hver 9. uge. Rendyrket frygt. Evig træthed. Ingen slimhinder. Ødemet er nærmest ubetydeligt i den sammenhæng. Når jeg ser på mig selv, ser jeg en krøbling. Min ene arm er væsentligt større end den anden, jeg har en dims syet ind under huden på min brystkasse, så jeg kan modtage behandling uden at skulle stikkes i den gode arm. Og jeg har kræft i knoglerne og frygter hver dag at de vil blive så svage at jeg mister min førerlighed.

Men for denne uge kvinde i træningscentret var ødem, det værste hun kunne forestille sig. Hun udtrykker frygt for det vi kan se. At miste håret, at få en stor arm, at få fjernet et bryst. Men kræftens univers handler om så meget, vi ikke kan se. Dér ligger den dybe frygt. Hvad laver mine celler lige nu? Vil jeg kunne beholde mit arbejde? Vil jeg se min nevø vokse op? Har jeg en fremtid? Skal jeg flytte på hospice?

Jeg misunder uskylden hos alle der ikke har stået i dette dilemma.

27 skridt

DvdSunDowner

Der er 3998 skridt fra venteområdet til lægesamtalerummet.

Jeg ved det for jeg har talt dem.

Der er 27 den anden vej.

Hver 9. uge sætter vi os alle tre i venterummet på Riget afdeling 4262 og afventer de hvide kitlers dom. Får jeg lov til at leve videre som nu eller vil alt endnu engang ændre sig? Måske ende.

Jeg forsøger at se på hende, der sidder ved siden af mig. Det er mærkeligt at være usynlig og samtidig opleve at man ikke kan se personen, der sidder ved siden af. Jeg kan se kitlen bevæge munden og jeg kan også høre stemmen. Men jeg kan ikke høre eller forstå ordene. Hende ved siden af har tårer i øjnene. Jeg kan mærke dem på min kind.

Jeg er tom. En skal.

Pludselig letter sløret. Lydene bliver tydeligere. Jeg kan høre ordene nu. Jeg kan mærke at hende ved siden af er lettet. Hendes tårer flyder stadig på min kind.

Jeg forsøger at lytte til kitlen. Jeg kigger på Jonas. Hans fokus er på hende og på kitlen. Han er lettet og glad. Skuldrene kærtegner ikke længere ørerne.

Vi må være gået fri igen. 9 uger mere.

Der er 27 skridt fra lægesamtalerummet til venteområdet. Jeg mærker, jeg forsvinder ind i hende den anden. Langsomt vover jeg at trække vejret. Jeg kigger på Jonas. Han kysser mig og krammer mig hårdt. Som om han vil sikre sig at jeg stadig er der inde under jakken.

I psykologien er det vist det man kalder spaltning. Den angst jeg oplever, når jeg hver 9. uge får svar på om kræften har bredt sig yderligere og om behandlingen forsat virker, er så voldsom, at jeg ikke kan være i min egen krop imens beskeden bliver overrakt. Jeg går uden for mig selv og bliver observatør. Det er en måde at gennemføre en situation uden i virkeligheden at håndtere den. Når det vanskelige er overstået undrer jeg mig altid meget over hvad det var der skete, for jeg har svært ved at huske det.

Det er som røg. Jeg kan ikke fange det. Men jeg kan stadig lugte det.