Kategori: Sprog

Den sorte arm

Balkon

”Hvis jeg fik det der, ville jeg kaste mig udover en klippe!”

Hun er yngre end jeg. Nyopereret for brystkræft og på tredje kemo. Håret er væk. Øjenområdet tegnet op. Hendes mund ser trodsigt på mig, mens hun peger på min arm. Den sorte arm, som en medarbejder fortalte mig at de kalder den.

Jeg bliver lidt paf. Hvis jeg så ud som dig, ville jeg hellere dø. Det var det jeg hørte. Men samtidig kan jeg også genkende mig selv. Man tænker, at man allerede har fået den dårligste hånd i kortspillet med en kræftdiagnose, kemobehandling, mistet hår og forestillingen om at man så oven i købet skulle få en kronisk tilstand, som alle altid kan se, som man ikke kan gemme, som man skal bære som et kors og symbol på kræftsygdommen altid, er ubærlig.

Jeg har ødem i min venstre arm. Det kom ti år efter jeg var blevet opereret for brystkræft i mit venstre bryst og i venstre armhule. Ødem betyder at lymfekirtlerne ikke længere kan drænere et bestemt område og man får væskeansamling og hævelse. Jeg havde bare en enkelt synlig lymfekirtel tilbage i armhulen efter operationen, men bortset fra lidt skævhed i skulderen mærkede jeg intet til det. Før efter 10 år altså.

Jeg kiggede på mit venstre håndled og kunne pludselig overhovedet ikke se de velkendte blå linier fra blodårerne. I stedet så det ud som om jeg havde fået amputeret min hånd og arm og i stedet fået syet en oppustet gummihandske på. Min læge var bekymret og sendte mig til Riget, hvor de også var bekymrede og derfor udførte en knoglescanning. Det hele varede en måneds tid. Usikkerhed. Frygt. Var kræften kommet tilbage? Men det var altså blot ødem på det tidspunkt.

Ødem er et kronisk handikap. Hvert år skal jeg ansøge kommunen om mit personlige hjælpemiddel – to ærmer og to handsker. Hver dag skal jeg bære det. Også i solen, i poolen, til fest og på sofaen. Det holder hævelsen i skak og uden ville min arm og hånd blive enorme. Jeg har valgt en sort model – de fleste har den beige udgave.

Nu står jeg her midt i tilbagefaldet med kræft over det hele. Det virker længe siden, at jeg opdagede hævelsen på min arm og længe siden at verden stod helt stille og vi frygtede det værste. Det er to år siden og siden da ER verden ramlet og alt er anderledes.

Ødemet var bare første afsnit og på mange måder den mest skånsomme del. Ikke at det er en dans på roser at have en stor arm. Den er tung. Den strammer, bliver træt og nogen gange gør der den også ondt. Men i det store regnskab…….11 måneders kemo med to gange på tre uger, scanning og dom hver 9. uge. Rendyrket frygt. Evig træthed. Ingen slimhinder. Ødemet er nærmest ubetydeligt i den sammenhæng. Når jeg ser på mig selv, ser jeg en krøbling. Min ene arm er væsentligt større end den anden, jeg har en dims syet ind under huden på min brystkasse, så jeg kan modtage behandling uden at skulle stikkes i den gode arm. Og jeg har kræft i knoglerne og frygter hver dag at de vil blive så svage at jeg mister min førerlighed.

Men for denne uge kvinde i træningscentret var ødem, det værste hun kunne forestille sig. Hun udtrykker frygt for det vi kan se. At miste håret, at få en stor arm, at få fjernet et bryst. Men kræftens univers handler om så meget, vi ikke kan se. Dér ligger den dybe frygt. Hvad laver mine celler lige nu? Vil jeg kunne beholde mit arbejde? Vil jeg se min nevø vokse op? Har jeg en fremtid? Skal jeg flytte på hospice?

Jeg misunder uskylden hos alle der ikke har stået i dette dilemma.

Tør jeg sige nej?

Drage

Har du hørt, at en teskefuld natron kan kurere kræft?

Eller vand med friskpresset citron?

Eller abrikoskerner. Eller broccoli. Total sukkerafholdelse. Grøn te pulver. Hajbrusk. Kartoffelvand. Et glas havvand om dagen holder kræften fra døren.

Velmenende gode råd fra gode omsorgsfulde mennesker, som jeg respekterer og som jeg ved siger det i kærlighed og med bekymring.

Jeg får dem tit disse alternative råd. Fra min omgangskreds, fra perifere bekendtskaber og fra medierne ikke mindst. Det er svært ikke at blive påvirket og selv om jeg instinktivt er meget skeptisk, kan jeg ikke lade være med at tænke: Hvad nu hvis det virker? Hvad kan det skade? Tør jeg lade være?

Da jeg første gang fik brystkræft i 2003 skulle jeg efter kemobehandlingen igennem 24 strålebehandlinger. Jeg havde reageret meget stærkt på kemoen, så stærkt at jeg faktisk måtte afbryde behandlingen fordi den udpinte min krop i en sådan grad at jeg følte det som et spørgsmål om liv og død. Så da strålebehandlingen skulle planlægges, var jeg fuldstændig ødelagt og meget svag. Derfor virkede det fuldstændig logisk for mig på det tidspunkt, at jeg skulle spise ekstra vitaminer og jeg vidste via en anden patient, som gik hos en alternativ behandler, der var uddannet læge, at c-vitamin var det eneste ansvarlige at indtage som kræftpatient.

Dengang, som nu, var c-vitamin det helt store vidundermiddel. Jo mere c-vitamin, des bedre. Men da jeg i en bisætning og helt tilfældigt fortalte lægen på Riget ved strålebehandlingsplanlægningen, at jeg selvfølgelig nu ville i gang med at indtage store mængder c-vitamin, blev lægen ligbleg. C-vitamin styrker nemlig cellerne og her skulle jeg netop i gang med en behandling, som handlede om at nedbryde selvsamme celler. Jeg ville med andre ord komme til at modarbejde den behandling som var designet til at beskytte mig mod kræft fremadrettet.

Et andet eksempel som også omhandler vitaminer og som ligeledes stammer fra dengang jeg første gang fik kræft:

Jeg fik et 4 sider langt brev fra en bekendt til en bekendt. Hun anbefalede varmt en alternativ behandler fra Faxe, som kunne afgøre hvilke vitaminer jeg manglede for at sikre at jeg kunne blive helbredt. Det kostede kr. 400 og det eneste jeg skulle gøre var at sende et pasbillede af mig selv til manden, der så ville sende sine anvisninger retur. Jeg fravalgte denne pasfotodiagnostisering.

Ovenstående er for at illustrere to forskellige indgangsvinkler til de gode alternative råd. Begge omhandler vitamintilskud, men hvor det sidste eksempel efter min mening er let at gennemskue, så er det første meget sværere at være kritisk overfor.

Men det er helt utroligt svært at finde ud af hvad der er humbug og hvad der måske er noget i. Og som kræftpatient står man hele tiden overfor umulige valg.

Jeg kan ikke afvise at det er rigtigt at en mand med prostatakræft et eller andet sted i verden er blevet kureret efter at have drukket vand med bagepulver. Og heller ikke at kræft hader broccoli.

Hvis jeg spørger Google om natron virker mod kræft, får jeg hits til Doktor Sircus !? (yderligere research afslør at Doktor Sircus ikke er læge eller på nogen måde tilsvarende). Hvilken interesse har han i at promovere natron og citronsaft overfor kræftpatienter? Tænk nu hvis han klog mand, der knækket kræftens komplicerede koder og fundet nogle helt simple metoder til helbredelse?

Desperate mennesker søger simple svar.

 

Jeg ville ønske at Doktor Sircus og Doktor Oetker og ham der med pasbilledet fra Faxe kunne hjælpe mig. Jeg ville ønske at broccoli på 1000 måder kunne gøre det.

 

Desværre tror jeg, at den kræft jeg har, er hamrende ligeglad med broccoli , citron og bagepulver! Den lever af østrogen, og HER2 og er i øvrigt nok genetisk betinget.

 

Men hvor er det bare svært at turde at sige nej.

 

Metaforisk tomrum

”Jeg skal også have en ny tid. Jeg havde jo allerede en tid i forvejen om et par måneder. Men det var før dette helvede startede”.

Helvede

Passende?

Dramatisk?

For meget?

For lidt?

Det var en sætning jeg overhørte på Riget en dag fra en anden patient, der stod ved skranken og talte med sekretæren om sin næste tid.

Afdelingen på Riget er kun for brystkræftramte. Når man har været igennem behandlingen forsætter man til kontrol – den såkaldte håndspålæggelse, hvor lægen mærker på ens bryster og lymfestationer i brystområdet. Når patienten siger som hun gør, kan jeg kun tænke at hun er kommet i samme situation som mig selv. Tilbagefald. Så kontroltiden er aflyst og i stedet er hun tilbage i behandlingsloopet.

Jeg er optaget af ord. Hvad er det for ord vi bruger som metaforer? Hvorfor hedder det vinde eller for den sags skyld tabe kampen mod kræft?

”Jeg skal op til dommeren på fredag” En kræftramt fra træning.

Dommeren = lægen, der skal fortælle om behandlingen har virket eller ej.

Jeg træner to gange om ugen med andre kræftramte. Nogle mangler noget af et øre, har fået fjernet et bryst, et stykke af lægmusklen. Og så er der det indvendige. Vi er som krigsskadede til genoptræning.

Sygdommen er voldsom og sproget afspejler dette.

Kraftedeme.

Må kræften æde mig.

Det handler om at kæmpe, tabe, vinde, helvede, krigsskader. Man rammes. Man stilles for retten og dommeren afgør om man skal leve eller dø.

Jeg har endnu ikke selv fundet den rette metafor for sygdommen. Det mest brugte er ordet kamp. Jeg synes ikke, at jeg kan forlige med hele kamp/krigsretorikken for det er jo mig selv jeg i så fald kæmper imod eller er i krig med. Og det er for aggressivt og ukærligt netop i en tid, hvor alt det modsatte er altafgørende. Omvendt kan der være meget energi og ukuelighed i kampmetaforerne.

Jeg befinder mig i et metaforisk tomrum.