Sidste mandag døde den svenske krimiforfatter Henning Mankell (Wallander serien) af kræft. Han gik til lægen med en diskosprolaps i nakken og kom hjem med en kræftknude i lungen og metastaser i nakken og andre steder i kroppen i 2014.
Siden da skrev han i alt otte breve til Göteborg Posten, som blev bredt til andre medier over hele verden, om det at få konstateret uhelbredelig kræft og leve med det. Jeg har fulgt hans breve og har startet min egen blog på baggrund af og med inspiration derfra.
Den store interesse for hans historie viser et behov for ægte fortællinger om, hvordan det er at leve både med og imod kræften.
Jeg håber, at mit eget vidnesbyrd om de mange modsætninger, følelser, op og nedture med kræften, kan inspirere og kaste lys på en virkelighed som rigtigt mange mennesker befinder sig i lige nu – pårørende så vel som syge.
Jeg vil på sin vis gerne vide mere om min egen sygdom. Hvor syg er jeg virkelig? Hvor store er mine kræftknuder? Hvor mange er der? Er der noget de ikke fortæller mig? Jeg ved, at jeg har flere i lungerne. Jeg ved, at det er i mine knogler. Men præcist hvor meget og hvor stort ved jeg ikke.
Problemet er bare, at jeg ikke helt tør.
Jeg er bange for at det er for overvældende. At jeg bliver mere bange. At jeg bliver mere syg. At Jonas bliver mere bange. At det bliver for uoverskueligt.
Jonas er rationalet, når vi er på Riget. Hvor jeg selv forlader min krop og får vat i ørerne, når lægen taler, så lytter han til hvad der bliver sagt og stiller uddybende spørgsmål.
Derfor er det også Jonas, jeg spørger, når jeg for tyvende gang med skeer skal finde ud af, hvad det egentlig var de sagde og hvordan det egentlig er, jeg har det.
Det er tre år siden vi stod på Københavns Rådhus i Bryllupssalen omgivet af venner og familie og sagde ”ja” til hinanden. Her til aften har vi fyldt vores glas med rødvin og fejrer vores papirbryllup. Og pludselig bobler det over i mig:
Henning Mankell’s kræftknude i lungen var fem centimeter. Fem centimeter og nu er han død. Jeg har ikke bare én kræftknude i lungerne, jeg har mange. Men hvor mange? Og hvor store? Jeg spørger Jonas.
Han sænker langsomt sin gaffel og ser eftertænksomt på mig: ”Dine er jo så små, at man slet ikke måler dem mere. Din kræft er ikke aktiv. Vi ved ikke engang om det er kræft længere eller bare arvæv”.
Og sådan er det. Kræftens gåde er kompleks. Hvert sygdomsbillede er unikt. Mine omstændigheder er helt anderledes end f.eks. Henning Mankells. At han havde kræft i lungen og jeg har kræft i lungerne er ikke nødvendigvis sammenligneligt. Men som kræftpatient suger man alligevel alt til sig og sætter det ind i sin egen sammenhæng.
Og folk omkring én gør det samme. Vi hører diagnosen kræft og tror vi ved præcis hvad det handler om.
