Tag: angst

At vide eller ej at vide

Sidste mandag døde den svenske krimiforfatter Henning Mankell (Wallander serien) af kræft. Han gik til lægen med en diskosprolaps i nakken og kom hjem med en kræftknude i lungen og metastaser i nakken og andre steder i kroppen i 2014.

Siden da skrev han i alt otte breve til Göteborg Posten, som blev bredt til andre medier over hele verden, om det at få konstateret uhelbredelig kræft og leve med det. Jeg har fulgt hans breve og har startet min egen blog på baggrund af og med inspiration derfra.

Den store interesse for hans historie viser et behov for ægte fortællinger om, hvordan det er at leve både med og imod kræften.

Jeg håber, at mit eget vidnesbyrd om de mange modsætninger, følelser, op og nedture med kræften, kan inspirere og kaste lys på en virkelighed som rigtigt mange mennesker befinder sig i lige nu – pårørende så vel som syge.

Jeg vil på sin vis gerne vide mere om min egen sygdom. Hvor syg er jeg virkelig? Hvor store er mine kræftknuder? Hvor mange er der? Er der noget de ikke fortæller mig? Jeg ved, at jeg har flere i lungerne. Jeg ved, at det er i mine knogler. Men præcist hvor meget og hvor stort ved jeg ikke.

Problemet er bare, at jeg ikke helt tør.

Jeg er bange for at det er for overvældende. At jeg bliver mere bange. At jeg bliver mere syg. At Jonas bliver mere bange. At det bliver for uoverskueligt.

Jonas er rationalet, når vi er på Riget. Hvor jeg selv forlader min krop og får vat i ørerne, når lægen taler, så lytter han til hvad der bliver sagt og stiller uddybende spørgsmål.

Derfor er det også Jonas, jeg spørger, når jeg for tyvende gang med skeer skal finde ud af, hvad det egentlig var de sagde og hvordan det egentlig er, jeg har det.

Det er tre år siden vi stod på Københavns Rådhus i Bryllupssalen omgivet af venner og familie og sagde ”ja” til hinanden. Her til aften har vi fyldt vores glas med rødvin og fejrer vores papirbryllup. Og pludselig bobler det over i mig:

Henning Mankell’s kræftknude i lungen var fem centimeter. Fem centimeter og nu er han død. Jeg har ikke bare én kræftknude i lungerne, jeg har mange. Men hvor mange? Og hvor store? Jeg spørger Jonas.

Han sænker langsomt sin gaffel og ser eftertænksomt på mig: ”Dine er jo så små, at man slet ikke måler dem mere. Din kræft er ikke aktiv. Vi ved ikke engang om det er kræft længere eller bare arvæv”.

Og sådan er det. Kræftens gåde er kompleks. Hvert sygdomsbillede er unikt. Mine omstændigheder er helt anderledes end f.eks. Henning Mankells. At han havde kræft i lungen og jeg har kræft i lungerne er ikke nødvendigvis sammenligneligt. Men som kræftpatient suger man alligevel alt til sig og sætter det ind i sin egen sammenhæng.

Og folk omkring én gør det samme. Vi hører diagnosen kræft og tror vi ved præcis hvad det handler om.

27 skridt

DvdSunDowner

Der er 3998 skridt fra venteområdet til lægesamtalerummet.

Jeg ved det for jeg har talt dem.

Der er 27 den anden vej.

Hver 9. uge sætter vi os alle tre i venterummet på Riget afdeling 4262 og afventer de hvide kitlers dom. Får jeg lov til at leve videre som nu eller vil alt endnu engang ændre sig? Måske ende.

Jeg forsøger at se på hende, der sidder ved siden af mig. Det er mærkeligt at være usynlig og samtidig opleve at man ikke kan se personen, der sidder ved siden af. Jeg kan se kitlen bevæge munden og jeg kan også høre stemmen. Men jeg kan ikke høre eller forstå ordene. Hende ved siden af har tårer i øjnene. Jeg kan mærke dem på min kind.

Jeg er tom. En skal.

Pludselig letter sløret. Lydene bliver tydeligere. Jeg kan høre ordene nu. Jeg kan mærke at hende ved siden af er lettet. Hendes tårer flyder stadig på min kind.

Jeg forsøger at lytte til kitlen. Jeg kigger på Jonas. Hans fokus er på hende og på kitlen. Han er lettet og glad. Skuldrene kærtegner ikke længere ørerne.

Vi må være gået fri igen. 9 uger mere.

Der er 27 skridt fra lægesamtalerummet til venteområdet. Jeg mærker, jeg forsvinder ind i hende den anden. Langsomt vover jeg at trække vejret. Jeg kigger på Jonas. Han kysser mig og krammer mig hårdt. Som om han vil sikre sig at jeg stadig er der inde under jakken.

I psykologien er det vist det man kalder spaltning. Den angst jeg oplever, når jeg hver 9. uge får svar på om kræften har bredt sig yderligere og om behandlingen forsat virker, er så voldsom, at jeg ikke kan være i min egen krop imens beskeden bliver overrakt. Jeg går uden for mig selv og bliver observatør. Det er en måde at gennemføre en situation uden i virkeligheden at håndtere den. Når det vanskelige er overstået undrer jeg mig altid meget over hvad det var der skete, for jeg har svært ved at huske det.

Det er som røg. Jeg kan ikke fange det. Men jeg kan stadig lugte det.