Det er vemodigt at skilles ad,
for dem, som gerne vil sammen være,
men, Gud ske lov! i vor Herres stad
for evig samles de hjertenskære;
ja, det er gammen
at leve sammen,
hvor ja og amen
er kærlighed.

4 vers. Den eneste salme jeg reelt kan synge med på i dag. Men dette vers havde jeg glemt. Jeg bider mig selv så hårdt i læben, at tårerne som jeg kæmper for at holde tilbage får ekstra skub på. Havde jeg været alene ville jeg have hulket.

Men jeg er ikke alene. Jeg sidder på forreste række til bryllup i København omgivet af bryllupsgæster. Alle er bevægede over den smukke begivenhed og fejringen af kærligheden gør mangt et øje mørt. Mine våde øjne har indtil nu kunne dækkes ind af den forklaring. Men det er ikke hele sandheden. Jeg græder. Og kæmper for at det ikke skal ses. For at min sorg ikke skal påvirke glæden og lykken ved denne smukke begivenhed.

Jonas kæmper også. Han kender signalerne og ved hvad der foregår i mig. Vi er som to skibsbrudne på en ø omgivet af orgel musik og roser.

Da jeg fik kræft første gang som 29 årig var det en kæmpe livsomvæltning. Sygdommen har mange facetter både fysik og psykisk, men det jeg husker som den største ændring af mit mindset var bevidstheden om, at jeg kunne blive mistet. Jeg havde en følelse af at have Døden med til bords. Det lyder noget dramatisk, her 13 år senere. Nu hvor kræften er så meget desto mere alvorlig.

Som 29 årig har de fleste endnu ikke været til mange begravelser. Man har ikke set død og alvorlig sygdom hos ens nærmeste familie eller venner. Det kommer naturligt senere i livet at man må sige farvel til sine kæreste. Sine forældre, Nogle venner. Sin partner. Her var jeg 29 år. Jeg havde været til ganske få begravelser. Mine bedsteforældre. Mennesker som kunne betegnes som gamle. Mennesker som havde levet deres liv.

Med et var jeg selv dødelig. En der kunne forårsage sorg hos mine nærmeste. Jeg husker hvordan jeg kæmpede med at acceptere det faktum mere end alt andet. Som tiden gik og jeg var rask blev jeg igen mere udødelig.

Da jeg fik diagnosen sidste sommer og var overbevist om at jeg ikke ville leve til jul, forsøgte Jonas og jeg at finde et lyspunkt i alt det mørke. Vi talte meget om, at det var et privilegie trods alt at vide og være bevidste om at tabet ville komme. Vi kunne jo hver især blive mistet når som helst i en eller anden meningsløs ulykke. Men sygdommen og dens alvor gjorde os endnu mere ærlige overfor hinanden og har om muligt gjort os endnu tættere – ikke mindst fordi det ikke giver mening at holde noget tilbage eller forstille noget.

Nu står jeg her og har en følelse af at kærligheden er mit liv er enorm. Jeg er landet i mit liv og har fundet min livsledsager, min sjæleven kan man sige.

Tanken om at min fantastiske mand kan blive enkemand i en alt for ung alder og vil skulle bære den sorg det er at miste sin elskede.

At han skal se vores drømme briste, at han vil skulle bevidne, hvordan sygdommen æder hans kone op.

At min bror kan miste sin eneste søster.

At mine venner og veninder skal miste mig.

At mine forældre skal leve længere end deres barn.

Alt det bringer mig den største sorg af alle og gør mig så uendelig trist. Jeg føler mig dybt ansvarlig for mine kæres udsigt til sorg og tab.

Jeg er ikke troende, så jeg finder ingen trøst eller mening i at man mødes i det hinsides. For mig er der kun dette liv. Og når jeg sidder her i kirkerummet og er vidne til at to mennesker, som jeg elsker, vælger hinanden og lover hinanden kærlighed, bliver jeg utroligt bevidst om tabet af kærligheden.